På Ørnebjerggaard avler vi kødkvæg af racen Limousine. Vores besætning består af 9 - 12 køer plus opdræt. Vores dyr har en høj dyrevelfærd og de kan boltre sig i det kuperede landskab eller søge læ i løsdriftsstalden.
Limousine racen er bl.a. kendt for sit gode temperament, de lette kælvninger og det møre og fedtfattige kød og netop disse forhold er vigtige i vores avlsarbejde.
Vi købte de første dyr i 2009 og de første 5 år inseminerede vi alle dyr med de gængse tyre. Vi brugte i gennemsnit 1½ strå pr. drægtighed. Herefter købte vi tyren Mexico, som både var pollet og havde dobbelt muskulatur og var en rigtig flot tyr med et helt usædvanligt godt temperament. Mexico har givet os nogle rigtig gode kalve og efterfølgende blev han erstattet af tyren Oliver, som er efter Hammel Lancelot. I dag har vi tyren Risvang Ronaldo P, som vi forventer os meget af og også denne tyr har et utroligt godt temperament. Vi inseminerer dog fortsat enkelte dyr med spændende pollede tyre.
Vi har bl.a. importeret flere dyr fra Frankrig med dobbelt muskulatur og glæder os til at se resultatet af dette avlsarbejde. Indtil videre har det båret frugt i form af flere flotte kalve.
Første prioriteten indenfor vores avlsarbejde ligger i at fremme det pollede gen i kombination med dobbelt muskulatur, fordi det giver nogle spændende og interessante muligheder. Vi oplever at vores kalve bliver mere kødsatte i både ryggen og bagparten samtidig med at de er finlemmede.
Hos os har vi rolige dyr og da vi udstiller på Roskilde Dyrskue er mange af dyrene trækvante og vant til transport.
På Roskilde Dyrskue 2023 fik vi 3 ærespræmier og titlerne "Bedste ældre kvie", Bedste ko", Bedste hundyr" og "Bedste besætning" samt 2 x 24 point.
På Roskilde Dyrskue 2022 deltog vi med 3 limousiner og fik 3 ærespræmier og titlerne ”Bedste yngre kvie”, "Bedste ældre kvie”, ”Bedste ko”, ”Bedste Limousine”, "Bedste besætning” og i konkurrencen Interbreed på tværs af alle 14 kødkvægracer blev vi bedste kødkvægsbesætning.
På Roskilde Dyrskue 2019 deltog vi med 3 Limousiner og fik 3 Ærespræmier samt titlerne "Bedste yngre kvie", Bedste ældre kvie", Bedste hundyr", Bedste dyr af egen avl i 2. led" samt "Bedste besætning". Kvien der fik 4 af titlerne fik 24 point, er polled og har dobbelt muskulatur.
Besøgende er altid velkommende efter aftale - vi har løbende dyr og kød til salg.